CensurfriDNS

DNS-censur af ulovlige medicin-forhandlere - 24hdiet.com blokeret

by Tykling @ september 30, 2011 22:46

Den 10. maj 2011 vedtog folketinget L118 ved navn "Forslag til lov om ændring af lov om lægemidler og lov om medicinsk udstyr". Loven blev vedtaget med 110 stemmer for, og 2 stemmer imod. Loven har undertitlen "Styrkelse af kontrolindsatsen i forhold til ulovlige lægemidler m.v." og det er i den forbindelse man finder følgende tilføjelse:

§ 39 b. Det er ikke tilladt for erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere at formidle adgang til et internetdomæne, hvorfra der i strid med § 7, § 39, stk. 1, eller § 60, stk. 1, forhandles lægemidler til brugerne, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Forbuddet i stk. 1 gælder ikke, hvis internetdomænet er ejet af en tjenesteyder, som er etableret i et land inden for EU eller EØS.

Internet udbydere skal altså DNS blokere for adgangen til hjemmesider som sælger ulovlige lægemidler. Det første domæne, www.24hdiet.com er allerede blevet blokeret hos de danske internetudbydere,

Først lidt om selve lovforslaget, høringen, og vedtagelsen af loven. Bemærkningerne til lovforslaget indeholder flere interessante stumper information:

  • Det er efter Indenrigs- og Sundhedsministeriets opfattelse en myndighedsopgave i videst mulige omfang at beskytte forbrugerne mod uforvarende at komme i besiddelse af ulovlige lægemidler. - formynderi af værste skuffe.
  • Undersøgelserne har vist, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der udbyder internetadgang (herefter: internetudbydere) på forskellige måder kan blokere for adgangen til en hjemmeside fx i form af DNS-blokeringer. Denne metode er simpel og næsten omkostningsfri for internetudbyderen at implementere. - gad vide hvor meget de har brugt på de undersøgelser. Til deres forsvar er det lykkedes dem at lave en ret komplet liste over alle DNS-censur tiltag i Danmark: Spil-sider, sider der viser misbrug af børn, allofmp3.com og thepiratebay.com.
  • En DNS-tjeneste er en forudsætning for kommunikation på internettet - dette er naturligvis faktuelt forkert, se iøvrigt http://89.233.43.71/

Det kan anbefales at læse bemærkningerne igennem, det ville være underholdende læsning hvis ikke det var så tragisk. En interessant del er det med at loven ikke gælder hvis domænet er ejet af en tjenesteyder som er etableret i et EU land. Uden at være jurist så lyder det som et gabende hul i lovgivningen, men lad nu det ligge. Det centrale her er, at man vil anvende DNS-censur til at forhindre folk i uforvarende at komme til at købe ulovlig medicin. Hvor stort er det problem man gerne vil løse? Hvem er de danskere som går på nettet istedet for at gå på Apoteket, som samtidig ikke er klar over at det er ulovligt? Læsere på denne blog bruger sandsynligvis en ucensureret DNS server, så kig på siden engang: de sælger efedrin & koffein baserede slanke- og trænings-piller som sikkert er produceret i et badekar under kummerlige forhold et sted. Det er åbenlyst en dårlig ide at spise de piller, folk er udemærket klar over at de er forbudte, og folk skal nok få fat på dem alligevel.

Høringen havde sit eget sæt problemer. Høringsperioden som var meget kort med kun 19 dages varighed, Høringslisten er ligeledes en joke: Internetudbyderne, IT Politisk Forening, og alle dem som burde blive hørt når man overvejer noget så alvorligt som DNS-censur, er alle udeladt fra høringen. Til gengæld fik CVK, DTU, DSIM, DMS, IGL og en masse andre forkortelser mulighed for at sige noget, men havde ingenting at sige. Se alle høringsvar på denne side på borger.dk.

Da Telekommunikationsindustrien blev opmærksomme på at de ikke var inviterede til høringen blev de naturligvis sure, og ministeriet beklagede og udsatte høringsfristen lidt. Telekommunikationsindustrien sendte dermed et svar alligevel, der som ventet er det eneste fornuftige indlæg i debatten. Deres velmenende formaninger om at passe på med internet blokeringer er blevet overhørt, og i dag er det en måneds tid siden at det første domæne blev blokeret som resultat af L118.

Selvom høringsperioden havde været længere, og selvom alle i hele landet havde været på høringslisten, så var det nok stadig endt med mere DNS-censur. Et af problemerne er et gammelkendt problem i politik: Et lovforslag kan indeholde en masse gode ting, og en masse dårlige ting, og politikere kan blive tvunget til at stemme ja for at få de gode ting indført selvom det også medfører nogen dårlige ting. Det vi mangler er en måde at få politikere til at forstå at DNS-censur er en meget dårlig ting, og at man derfor skal tænke sig særdeles godt om før man sætter sit kryds. Jeg bemærker at Enhedslisten stemte nej til L118 som de eneste. Jeg ved at de er imod DNS-censur så man kan jo håbe at det er derfor de har stemt nej. Det er bare ikke helt nok med 2 stemmer imod når der er 110 for.

Her til sidst et bonus spørgsmål: Hvor lang tid går der før 24hdiet.com eller en lignende forhandler laver en hjemmeside uden noget domæne, og hvad sker der derefter?

Kategorier: censur medicinal forhandlere