CensurfriDNS

Artikel i dagens Politiken

by Tykling @ oktober 01, 2011 23:32

I torsdags ringede Jakob Sorgenfri Kjær fra Politiken til mig og spurgte om han måtte stille et par spørgsmål om censurfridns.dk i forbindelse med EU godkendelsen af spilleloven. Det måtte han gerne, og det har resulteret i en artikel i dagens trykte udgave af Politiken. Forsiden af den trykte avis har denne teaser som også er at finde på netavisen, men som ikke nævner censurfridns.dk. Selve artiklen er på side 10 i sektion 1 i den trykte avis.

Artiklens første del handler om censurfridns.dk og har nogen fornuftige citater fra min samtale med journalisten. De reelle argumenter der bliver gengivet i artiklen er "early warning system" problematikken mht. blokering af sider der viser misbrug af børn, samt det dobbeltmoralske i at kritisere Iran og Kina for at censurere internettet, når vi nu selv gør det.

Artiklens anden del handler om alle de forskellige typer censur vi har i dag, med gennemgang af datoerne for hvornår de seneste love trådte i kraft (medicinal-blokering fra 1. juli 2011, spil-blokering fra 1. januar 2012). Dernæst er der citater fra Jakob Willer fra Telekommunikationsindustrien (TI), som forklarer hvorfor internet udbyderne insisterer på en fogedretskendelse før de blokerer domæner under medicinal- og spilleloven. Birgitte Sand fra spillemyndigheden undrer sig, og siger at spillelovens formål er at beskytte unge mennesker og svage personer mod at udvikle afhængighed af spil. Personligt har jeg svært ved at se hvordan det kan hjælpe at blokere nogen spiludbydere på nettet, når Danske Spil har så omfattende reklamekampagner som de har. Se iøvrigt også mit indlæg om spilleloven.

Artiklens tredie og sidste del handler om at TI, DI, forbrugerrådet og en masse andre har brokket sig over internetcensur til videnskabsministeren i den afgående regering, uden de store resultater. Det lader til at den nye regering måske vil håndtere det anderledes. Benny Engelbrecht fra Socialdemokraterne er citeret for at sige Alle fire partier har udtrykt skepsis over for metoden. Hvad det så kommer til at betyde er svært at sige på nuværende tidspunkt, men vi ønsker at tage en principiel diskussion, når den nye regering er på plads - og det lyder jo dejligt må man sige.

Alt i alt er jeg tilfreds med interviewet og artiklen, det er altid lidt spændende hvordan ens ord bliver tolket af medierne, men i dette tilfælde kan jeg ikke være utilfreds. Vi snakkede i lang tid og journalisten gjorde en indsats at forstå problematikken ordentligt, så herfra skal der lyde et tak for at der stadig er folk i branchen der kan deres kram.

Kategorier: censur interview